Sikker mail
+45 59 44 65 77
info@rgh.dk
Sikker mail
On-boarding

Sommerhusudlejning

Sommeren står for døren og hvis du har sommerhus og lejer det ud, skal du huske at medtage overskud ved udlejningen på din selvangivelse. Nedenfor giver vi en kort beskrivelse af de skattemæssige regler for udlejning af sommerhus.

 

Indledning

Når man ejer et sommerhus som også anvendes til udlejning, skal man være opmærksom på, at der skal betales skat af overskuddet ved udlejningen. Overskuddet skal man selv selvangive til SKAT.

Der findes to forskellige metoder for opgørelse af det beløb, som skal selvangives til SKAT. Ved begge metoder beskattes overskuddet som kapitalindkomst (marginalt med 42%).

 

Anvendelse af bundfradrag

Der findes en særlig ordning for sommerhusejere som udlejer deres sommerhus. Det er ordningen med bundfradrag. En af fordelene ved metoden er, at der ikke er krav om at der skal føres et egentligt regnskab med indtægter og udgifter. Metoden kan derfor være velegnet for dem som alene udlejer sommerhuset i nogle begrænsede perioder. Metoden med bundfradrag har to varianter. Den ene variant er for dem som udlejer gennem udlejningsbureau. Den anden variant er for dem som selv udlejer og selv står for udlejningen og det arbejde der følger med i det. Fælles for begge varianter er, at der skal betales skat af 60% af den del af lejeindtægterne som overstiger et bundfradrag. Bundfradraget er dog forskelligt og udgør følgende beløb (for 2025):

Udlejning gennem bureau                       47.900

Egen udlejning                                           13.100

 

Det skal bemærkes at der i indtægterne skal medtages indtægter for forbrug (el, vand mv.).

Hvis man f.eks. har lejeindtægter for kr. 85.000 og indtægter for el, varme og vand med f.eks. 15.000, sker der beskatning af kr. 52.140 hvis man selv står for udlejningen (kr. 100.000 – 13.100 = 86.900 x 60% = 52.140). Opnår man samme indtægter gennem et bureau, vil man blive beskattet af kr. 31.260 (kr. 100.000 – 47.900 = 52.2100 x 60% = 31.260).

 

Regnskabsmetoden

Som alternativ til metoden med bundfradrag, kan man anvende regnskabsmetoden. Når man vælger regnskabsmetoden, skal sommerhusejeren udarbejdet et egentligt regnskab over såvel indtægter som udgifter. Når man anvender regnskabsmetoden, beskattes man af overskuddet (altså indtægterne fratrukket udgifterne), og der gives ikke noget bundfradrag ved denne metode. Indtægterne består af lejeindtægter samt øvrige indtægter for el, vand og varme, rengøring mv. For så vidt angår udgifterne kan der fratrækkes de udgifter der er forbundet med udlejningen. Det gælder også for f.eks. vedligeholdelse samt for andel af udgift til f.eks. grundskyld/ejendomsskat og el mv.. Der kan dog kun fratrækkes en forholdsmæssig del, svarende til den udlejede periode. Er der f.eks. udlejning i 10 uger på et år, kan ovenstående udgifter fratrækkes med 10/52-dele.

Der gives i øvrigt også nedslag i ejendomsværdiskatten for de uger som sommerhuset faktisk er udlejet.

 

Skift af metode

Man skal være opmærksom på, at det ikke er muligt at skifte fra regnskabsmetoden til bundfradragsmetoden. Men det er muligt at skifte fra bundfradragsmetoden til regnskabsmetoden. Det er således ikke muligt at skifte metode fra år til år afhængig af hvilken metoden der er skattemæssig mest optimal.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag nyheder fra finansbranchen, tidsfrister og gode historier.

Book et møde og få en gratis konkurrentanalyse

Få en gratis konkurrentanalyse inkl. en hel times gennemgang med en af vores revisorer.
© 2026 RevisorGården | Hjemmeside af MerkurNord
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram