Ændrede regler for generationsskifte af virksomheder
Tidligere på måneden vedtog Folketinget en lov, som ændrede reglerne for generationsskifte af danske virksomheder. Loven indeholder en række ændringer, som blandt andet omfatter:
Skematisk værdiansættelse
Nedsættelse af bo- og gaveafgift
Mulighed for generationsskifte af udlejningsvirksomheder med fast ejendom
Skematisk værdiansættelse
Der er kommet en ny model for værdiansættelse af virksomheder, hvor virksomheder kan værdiansættes ud fra en reguleret egenkapital. Reguleringen af egenkapitalen skal ske efter specifikke kriterier. For eksempel skal fast ejendom ansættes til handelsværdi, som kan være baseret på regnskabstal, hvis disse er opgjort til dagsværdi. Derudover skal der medregnes en værdi for merværdiindtjening, som i visse tilfælde kan minde om goodwill.
Denne metode vil i mange tilfælde føre til en lavere værdiansættelse end en vurdering baseret på handelsværdi.
Som noget særligt har parterne et retskrav på at benytte den skematiske værdiansættelse. Konkret betyder det at værdien IKKE kan tilsidesættes, såfremt alle betingelser er overholdt og modellen er benyttet korrekt.
Generationsskifte af udlejningsvirksomheder
Med ændringerne i loven bliver det muligt at gennemføre generationsskifte med skattemæssig succession for virksomheder, der driver udlejning af fast ejendom. Tidligere har denne type virksomhed været klassificeret som en såkaldt "pengetank", da fast ejendom blev betragtet som et finansielt aktiv.
Fremover vil udlejningsvirksomheder kunne overdrages med skattemæssig succession, hvis ejerne deltager aktivt i driften af ejendommene. Sagt med andre ord, hvis du blot har investeret i et 10-mands K/S er der ikke tale om aktiv deltagelse i virksomheden.
Den skattemæssige succession betyder, at den latente skat først udløses ved et eventuelt senere salg til tredjemand. Det er dog værd at bemærke, at virksomheden ikke må afstås i en 3-årig periode efterfølgende.
Det er centralt at være opmærksom på, at vurdering skal foretages ejendom for ejendom. I ejendomsporteføljen kan der således være både være aktiv og passiv ejendomsudlejning.
Nedsat bo- og gaveafgift
Lovforslaget indeholder også en reduktion af bo- og gaveafgiften fra 15 % til 10 % ved overdragelse af gaver mellem nærtstående personer eller ved udlodning fra dødsboer. Som nærtstående regnes blandt andre børn, børnebørn, forældre, samlevende og stedbørn.