Nye regler for beskatning af firmabil pr. 1. juli 2021

Få et godt råd

Book et uforpligtende møde med en af vores revisorer. Vi giver en kop kaffe, tager en snak om din virksomhed og giver dig gode råd med hjem.

Regler for beskatning af fri bil ændres pr. 1. juli 2021

Den mest markante ændring er den store stigning i miljøtillægget for alle biltyper, som beregnes på grundlag af den grønne ejerafgift.

 

Beskatning af fri bil

Den gældende sats på 25 % af beregningsgrundlaget op til 300.000 kr. nedsættes til 24,5 % fra og med den 1. juli 2021.

Satsen nedsættes til 24 % i 2022, 23,5 % i 2023, 23,0 % i 2024 og 22,5 % i 2025 og følgende år.

Den gældende sats på 20 % for den del af beregningsgrundlaget, der overstiger 300.000 kr., forhøjes til 20,5 % fra og med den 1. juli 2021.

I 2022 og følgende år sker der hvert år en forhøjelse af procentsatsen på 0,5, således at satsen i 2025 udgør 22,5 %.

Fra og med 2025 bliver fri bil altså beskattet med en enhedsprocent på 22,5 % i alle prisklasser.

Det betyder isoleret set, at beskatningen stiger for biler i prisklassen over 600.000 kr. og falder for biler i prisklassen under 600.000 kr.

 

Miljøtillæg

Hvor regulering af procentsatsen over og under 300.000 kr. mest af alt er gynger og karruseller, er det straks mere alvorligt, at miljøtillægget for alle biler hæves betragteligt de kommende år.

I dag tillægges miljøtillægget til fri bil med 150 %. Allerede pr. 1. juli 2021 forhøjes miljøtillægget til 250 % og herefter forhøjes det år for år:

For 2022 til      350 %,

For 2023 til      450 %,

For 2024 til       600 %

For 2025  til     700 %.

For en firmabil, med en årlig ejerafgift på fx 2.000 kr., betyder det, at miljøtillægget og dermed den skattepligtige værdi af fri bil i løbet af 4 år stiger med 11.000 kr. (fra 3.000 kr. i 2020 til 14.000 kr. i 2025).

Herudover kan vi også forvente, at der sker en løbende forhøjelse af selve ejerafgiften.

 

Er det en god idé at have fri bil

Det afhænger af mange forhold: kørselsbehov, hvor dyr bilen er, hvor gammel den er osv. Men generelt er det en god idé, hvis du kører mange private kilometer. Men der er mange forhold der skal tages i betragtning.

Hvis du har behov for et godt råd eller sparring, så sidder din yndlingsrevisor klar på info@rgh.dk eller ring på 5944 6577