Ny partner i Revisorgården!

Få et godt råd

Book et uforpligtende møde med en af vores revisorer. Vi giver en kop kaffe, tager en snak om din virksomhed og giver dig gode råd med hjem.

Ny partner og nye tiltag hos RevisorGården Holbæk

En udvidelse af partnergruppen og et endnu større fokus på relationen til den enkelte kunde skal ikke bare styrke RevisorGården, men også være med til at give ny inspiration til kundernes egne forretninger.

Den 1. februar i år blev Morten Lund Wilhelmsen ansat som statsautoriseret revisor hos RevisorGården i Holbæk. Det betød, at RevisorGården kunne tælle intet mindre end 17 medarbejdere, heriblandt 2 statsautoriserede og 7 registrerede revisorer.
Helt fra start blev det meldt ud, at Morten Lund Wilhelmsens ansættelse var et led i en fremtidssikring af RevisorGården; både i forhold til kompetencer og til ejerskab.

Som en fortsættelse af disse tanker er Morten Lund Wilhelmsen derfor indtrådt som partner i RevisorGården pr. 1. juli 2018.

Senest har han arbejdet hos PwC i København, og derudover underviser han hos FSR-Danske Revisorer, ligesom han er ekstern lektor på Københavns Universitet for cand.polit studerende. Han er desuden aktiv i flere bestyrelser, herunder på hans gamle efterskole.

Privat bor Morten Lund Wilhelmsen i København med sin hustru Anne. Sammen venter de en lille pige til foråret, og han glæder sig meget til de nye oplevelser, som venter forude; både privat og arbejdsmæssigt:

”RevisorGården oplever en øget tilgang af både kunder og opgaver, hvilket vi naturligt nok er meget glade for. Det bekræfter os samtidig i vores oplevelse af, at flere og flere kunder ikke alene ønsker en revisor til at lave årsregnskabet, men også efterspørger en tæt økonomisk sparringspartner, som løbende kan tages med på råd, når virksomheden står overfor økonomiske overvejelser af forskellig karakter”, fortæller Morten Lund Wilhelmsen.

For netop at imødekomme denne udvikling har RevisorGården et stort fokus på at skabe en tættere rådgivning med større nærhed og forankring i kundens lokalområde. Af samme årsag har virksomheden åbnet en filial i København, der gør det muligt for dem i højere grad at være tættere på deres Københavnske kunder, og overvejer samtidig forskellige løsninger, der på samme måde kan bringe dem tættere på kunderne i Odsherred.

”Holbæk er dog fortsat vores udgangspunkt og det er herfra, vi servicerer langt de fleste af vores kunder. Vi mener derfor også, at det er meget vigtigt at prioritere Holbæk og alle de mange virksomheder her, der har brug for kompetent og tidssvarende rådgivning”, slår Morten Lund Wilhelmsen fast.

Udover fysisk at flytte sig tættere på kundernes hverdag, lancerer RevisorGården yderligere et tiltag, som kan understøtte og styrke relationen til stedets efterhånden ganske omfattende kundeportefølje.

”I fremtiden vil vi arrangere forskellige inspirationsmøder for vores kunder og øvrige samarbejdspartnere. Vi har således lige afholdt en inspirationsformiddag for bogholdere og er lige nu i færd med at arrangere yderligere nogle møder i efteråret om bl.a. leasing af biler og seneste nyt indenfor botilbud- og opholdssteder underlagt Serviceloven. På den måde vil vi gerne inspirere vores kunder og relationer med ny viden og spændende input, og også derigennem være med til at styrke deres forretninger.”

Næste arrangement bliver dog udelukkende af social og hyggelig karakter. Fredag d. 12. oktober kl. 14-17 holdes der nemlig reception ifm Morten Lund Wilhelmsen tiltrædelse som partner i RevisorGården i virksomhedens lokaler på Kalundborgvej 60 i Holbæk. Her er RevisorGårdens kunder og øvrige relationer naturligvis også meget velkomne.

For mere information, billedmateriale etc kontakt os venligst på tlf. 59 44 65 77 eller mail: info@rgh.dk.
Se også www.rgh.dkNy partner i Revisorgården