Aktuelle emner til årsafslutningen

Få et godt råd

Book et uforpligtende møde med en af vores revisorer. Vi giver en kop kaffe, tager en snak om din virksomhed og giver dig gode råd med hjem.

COVID-19 arbejdsgruppe
Det er næppe gået mange forbi, at året har været særdeles udfordrende for mange erhvervsdrivende. De mange hjælpepakker er kompliceret sammensat, så vi har etableret en egentlig arbejdsgruppe der er specialister i disse. På den måde kan vi hjælpe hurtigere og være helt opdateret på de nyeste tiltag. Arbejdsgruppen kan kontaktes på mail@rgh.dk.

Repræsentation
Som det efterhånden er kendt for mange, så er der skrappe krav for, at SKAT anerkender fradrag for repræsentationsudgifter, og disse er netop blevet bekræftet af Landsskatteretten.
Det er således et krav, at sådanne udgifter er dokumenteret ved bilag, og at det på bilaget er noteret, hvem der har deltaget, og i hvilken anledning udgiften er afholdt. Det er vigtigt, at det sker i forbindelse med bogføringen og ikke først efterfølgende.

Hvidvask og indberetning til SØIK
Reglerne bliver mere og mere fyldige, og kursen bliver strammere og strammere. Så unddragelse af skatter og afgifter er udtrykkeligt omfattet af de strafbelagte handlinger i lovgivningen. Konkret betyder det eksempelvis også, at ulovlige kapitalejerlån skal indberettes til SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet).

Tjekliste til årsafslutning for erhvervsdrivende og bogholdere
Her har vi listet nogle spørgsmål op, som du som virksomhedsejer bør stille dig selv – mindst én gang om året.

Samtidig har vi her også samlet et par tips og tricks til årsafslutningen i bogholderiet, så du kan forberede dig bedst muligt til årsregnskabet.

Omregistrering af IVS til ApS
Lovforslaget, der fastsætter de konkrete betingelser for omregistrering fra IVS til ApS, forventes vedtaget inden jul. De indeholder en forlængelse af fristen fra 15. april 2021 til 15. oktober 2021. Lovforslaget giver mulighed for, at IVS’er kan omregistreres til ApS’er ved at indbetale differencen mellem den registrerede selskabskapital og minimumskapitalkravet for et ApS på 40.000 kr. eller ved at foretage en gældskonvertering.

GDPR
I 2018 blev persondataforordningen (GDPR) også en realitet. Forordningen giver ekstra sikkerhed for dig som kunde og samarbejdspartner, og derfor har vi indrettet vores arbejdsgange efter det.
Det betyder også, at vi gennem de sidste par år har kunnet tilbyde ”Sikker upload” – et system, der gør, at du trygt, sikkert og nemt kan sende os fortrolige dokumenter via et link på vores hjemmeside – uden at skulle bekymre dig om risikoen for, at andre får adgang til dine oplysninger.

Overvejelser vedr. løn, pension, salg af virksomhed m.v.
Hvornår har du sidst stoppet op og tænkt over økonomien? Er din løn og pension optimeret til topskattegrænsen? Har du gjort dig overvejelser om din økonomiske situation i ”den tredje alder”? Hvem skal overtage din virksomhed, når du skal pensioneres? Det er store spørgsmål, men ikke desto mindre er det vigtigt at overveje. Tag gerne din revisor med på råd – måske vi har et par pointer, du ikke har tænkt på.

Husk at gennemgå dine oplysninger hos SKAT
Husk at få tjekket din forskudsopgørelse for 2021 samt undersøge om dine skattemæssige oplysninger for 2020 er korrekte (via tastselv på skat.dk). Særligt skal opmærksomheden rettes mod kørselsfradraget, der for manges vedkommende er begrænset grundet hjemmearbejde. Gennemgå også om dine pensionsbetalinger er optimale, herunder om du har indbetalt op til grænsen på 57.200 DKK (eksl. arbejdsmarkedsbidrag og forsikringer betalt via din pensionsordning). Husk at alle betalinger skal ske inden nytår.
Servicefradraget (tidl. håndværkerfradraget) giver dig fradrag for serviceydelser og håndværksydelser, som er udført i hjemmet eller fritidsboligen. Skat oplister mulighederne her.
Serviceydelser giver fradrag på op til 6.200 kr. pr. person i 2020. Håndværksydelser giver fradrag på op til 12.500 kr. pr. person i 2020.

Hjemmekontor
Når talen falder på hjemmekontoret, er der sjældent noget, der kan trækkes fra i SKAT, da rummet skal være specialindrettet til det, og kravene hertil er meget skrappe. Men det er tilladt, at arbejdsgiveren betaler for et skrivebord, en ergonomisk kontorstol såvel som pc og printer. Det er dog et ufravigeligt krav, at møblerne forbliver firmaets ejendom samt, at det er i et rimeligt prisleje.
Det er også muligt at etablere en bruttolønsordning ift. ovenstående, altså at arbejdsgiveren køber møblerne, og så går medarbejderen ned i løn i en periode. Hvis arbejdsgiveren giver medarbejderen kontanter til at købe møbler til hjemmekontoret, så er det fuldt skattepligtigt.

Nye arrangementer på vej
I det forgangne år har det været småt med arrangementer. Vi håber, at vi kan genoptage dette i 2021.
Har du forslag til arrangementer, er du meget velkommen til at byde ind!

Det var alt for denne gang. Vi takker for et godt samarbejde i 2020 og ser frem til, at det fortsætter i 2021. Med ønsket om en Glædelig Jul og et Godt Nytår til dig og dine nærmeste.

Mange julehilsner
RevisorGården