Din revisor
Roland Petersen, Registreret revisor, partner

Hvad kan du hjælpe mig og min virksomhed med?

Jeg betragter mig selv som temmelig selvudslettende. Jeg har ikke brug for at hævde mig selv. Og det er måske ikke nogen dårlig egenskab at have som revisor? Det jeg kan give, er mit engagement og min ærlighed. Jeg giver altid et ærligt svar, også selv om det er ubehageligt. Og så tolererer jeg ikke sjusk. Der skal være orden i tingene, ellers har jeg det ikke godt.

 

Hvad er dine forudsætninger for at lave det du laver?

Efter jeg havde fået min handelseksamen, brækkede jeg benet. Mens jeg lå der med benet i vejret, viste min mor mig en annonce, hvori man søgte en revisorassistent. Da jeg altid har været glad for tal, syntes jeg, det lød som en god ide. Sådan begyndte det. Efterfølgende blev jeg uddannet som registreret revisor og ansat i Amtsskatteinspektoratet som sagsbehandler. Jeg blev dog hurtigt træt af at arbejde i det offentlige og rykkede over i et af de store lokale revisorselskaber. Efter et par år blev jeg kontaktet af et par tidligere kollegaer og sammen etablerede vi Revion Holbæk, som senere blev til RevisorGården Holbæk.

 

Hvorfor har du valgt at være revisor?

Min far sagde altid, at mine hænder vendte forkert. I stedet var jeg god til bogstaver og tal. Så jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev revisor. Jeg sætter også stor pris på at have kontakt med mennesker, da jeg kan lide at hjælpe dem med at identificere problemerne og være med til at løse dem.

 

Hvad betyder lokalt og personligt engagement for dig?

Jeg er opvokset i Holbæk og har arbejdet her hele mit liv. Jeg har gennem tiden involveret mig i det lokale sportsliv, og har gennem årerne været træner og formand for en lokal fodboldklub, samt formand for Vig Festivalen. Mit engagemet i det lokale foreningsliv holder lige så længe jeg brænder for det. Hvis det bliver en sovepude, er jeg ikke med længere. Det gælder også for RevisorGården Holbæk. Her er mit engagement stadig stort, fordi jeg brænder for det, jeg laver. Så længe der er nye udfordringer, som for eksempel flytning til ny ejendom, flere medarbejdere og nye klienter, går jeg ikke i stå. Mine klienter er i høj grad også med til at fastholde mit engagement. Der er hele tiden nye udfordringer.

 

Hvad er dine ønsker for fremtiden?
Jeg har passeret de 60 år og vil ønske, at jeg kan fortsætte på samme niveau som nu i mange år fremover. Jeg tror, at det der holder mig til ilden er, at der hele tiden dukker nye udfordringer op. Finanskrisen har betydet store udfordringer for mange af mine klienter. Jeg føler med dem, mens vi sammen forsøger at løse problemerne. Det er godt når både hjerte og hjerne er med. En anden udfordring er de krav, som det offentlige nu stiller til vores interne kvalitetssikring. Det kræver en indsats at følge dem, når jeg samtidig synes, at de er unødvendige. En af de udfordringer, som jeg til gengæld synes godt om, er at være med til at gennemføre et genrationsskifte hos en klient. Især når det viser sig, at sønnen gerne vil arve den gamle revisor fra sin far. I RevisorGården Holbæk er det en stor udfordring at få nye, yngre revisorer til at indvolvere sig 100% på ledelsesniveau. Jeg kan godt forstå, at de unge revisorer vil have mere fritid, end vi andre har været vant til, men det gør det sværere for os at udvikle vores virksomhed.
 

 

 

 

Få gode råd med hjem

Book et uforpligtende møde med en af vores revisorer. Vi giver en kop kaffe, tager en snak om din virksomhed og giver dig gode råd med hjem. 

Book møde